Om mig

Jeg er uddannet lærer med en master i specialpædagogik og en efteruddannelse som familie- og forældreterapeut fra NOPA Pro (færdiguddannet 2026).

I mere end 18 år har jeg arbejdet med børn og unge i sårbare livssituationer - børn med diagnoser og mange med længerevarende skolefravær. Bl.a. som lærer i børnepsykiatrien, som leder af en enhed for skolefravær og som souschef på den højt specialiserede skole, Søstjerneskolen, i København.

I dag arbejder jeg både som konsulent med fokus på skolefravær og mistrivsel. Jeg rådgiver kommuner og skoler i komplekse fraværssager, blandt andet som VISO-specialist. Jeg tilbyder oplæg og supervision til fagprofessionelle, udgiver bøger og podcasts, og jeg tilbyder terapi og rådgivning til forældre og familier i min egen praksis. Og jeg samtaler med børn og unge, der oplever svære perioder - særligt i deres skoler.

Mit perspektiv på bekymrende skolefravær

"Skolen er ikke bare et sted at lære fag. Det er et sted, hvor børn lærer sociale færdigheder og finder deres plads i verden. Jeg tror, at alle børn i bund og grund har lyst til skole, men det kræver, at de trives og føler sig velkomne."

(En ung elev med tidligere langvarigt fravær)

For nogle børn og unge forbindes skoledagen med uro, modstand eller overvældelse. Det er ofte tegn på mistrivsel og et signal om, at noget ikke fungerer. Hverken for barnet, i omgivelserne eller i samspillet imellem de to.

Skolefravær opstår sjældent ud af det blå. Det udvikler sig ofte over tid og hænger sammen med både individuelle, relationelle og skolemæssige forhold. Derfor kræver løsninger et blik for hele barnet og dets kontekst og bør altid bestå af fælles indsatser mellem skole, hjem, fagpersoner og barnet.

Det er muligt at vende udviklingen. Med støtte, vedholdenhed og fokus på relationer kan flere børn genvinde tillid og finde tilbage til en meningsfuld skolegang. Det mest afgørende er, at der sættes tidlig ind. Skolefraværets kompleksitet vokser sig ofte større jo længere tid, der går.

I mine foreløbigt to bøger om skolefravær præsenterer jeg 10 rettesnore til arbejdet. De er ikke udtømmende eller ensbetydende med at skolefravær er ”nemt” at løse. De er dog i min optik vigtige pejlemærker:

  1. Skolefravær kræver opmærksomhed og tidlig handling.

  2. Skolefravær er en invitation til at forstå barnet bedre.

  3. Skolefravær er ingens skyld.

  4. Skolefravær løses bedst, når barnet inddrages – lyt ekstra nænsomt.

  5. Skolefravær kræver et tillidsfuldt samarbejde – også mellem skole og hjem.

  6. Skolefravær kræver fleksibilitet og handling – tøven kan forværre meget.

  7. Skolefravær handler også om sociale relationer – venskaber betyder alt.

  8. Skolefravær kræver små skridt – nogle frem, andre tilbage.

  9. Skolefravær kræver håb og tro på, at alle børn fortjener en god og meningsfuld skolegang.

  10. Skolefravær forebygges i skolerne med nærvær, tryghed og kontakt.

FAQ & gode råd

Jeg bliver ofte mødt med spørgsmål og ønsker om gode råd fra både forældre, fagfolk og andre med interesse indenfor området.

Her er nogle forsimplede svar på de spørgsmål, jeg oftest bliver stillet, og gode råd til både forældre og fagpersoner:  

FAQ til forældre

5 gode råd til forældre

FAQ til fagpersoner

5 gode råd til fagpersoner

FAQ om MTSS-modellen til skoler og kommuner